VETTERSLEV-SANDBY OG HØM VANDVÆRK

Øster Alle 8, Vetterslev

                                                                       

                                                                                                                                                                                          opdateret 07.04.2011

 

   

 

REFERAT

Ordinær generalforsamling den 22. marts 2011 kl. 2000

I Vetterslev forsamlingshus.

 

Der var 39 stemmeberettigede til stede.

Den samlede bestyrelse til stede, samt revisor Jens Frilund.

 

Formanden, Hans Kurt Hansen (HKH) bøde velkommen og indledte med første punkt på dagsorden:

 

1.      Valg af dirigent og stemmetællere.

 

HKH foreslog på bestyrelsens vegne Jens Frilund (JF) som dirigent.

 

Jens Frilund blev valgt med applaus.

 

JF takkede for valget og indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet jfr. vedtægterne, samt at forsamlingen var beslutningsdygtig.

JF anmodede herefter de fremmødte om at medvirket til, at generalforsamlingen kunne gennemføres i god ro og orden.

 

Herefter blev Poul Nielsen og Flemming Nielsen valgt som stemmetællere.

 

2.      Formandens beretning:

 

Økonomi:

 

HKH indledte med at udtrykke bestyrelsens tilfredshed med 2010, der på årets resultat havde vist et overskud på kr. 9.661,- hvor der var budgetteret med et underskud på kr. 132.886,-. En ændring der primært skyldes udskydelse af forskellige iværksættelsesarbejder, samt at vi i 2010 havde været forskånet for div. uheld med ledningsskader m.v.

 

Forsyningsledning til Høm

Den nye forsyningsledning til mellem Vetterslev og Høm blev taget i brug den 5. marts 2010. Ibrugtagningen af den nye ledning forløb uden problemer, dog med lidt høje kimtal i starten, hvorfor dette ved vandprøver blev fulgt nøje, men efter kort tid var tallene normale og er nu på 34.

 

Den gamle boring i Høm er nu lukket og bestyrelsen har stillet forslag om afvikling af vandværksgrunden matr. nr. 4g på 311 m² under punkt 8.

Derudover råder vandværket over grunden på Ditlevshøj 47 på 571 m², midt i den nye kommunale udstykning, som muligvis kan afvikles/sælges til kommunen.

 

Vandmålere

Der er 3 partier vandmålere der i perioden inden 2014 skal gennemgå stikprøvekontroller, heraf 300 i Vetterslev og 200 i Høm.

Målerne i Vetterslev er løbende blevet afprøvet, men de 200 i Høm er aldrig blevet afprøvet, hvorfor det er besluttet at udskifte disse til en ny type med elektronisk ultralydsmåling og trådløs radiokommunikation. Det vil betyde, at den enkelte forbruger slipper for måleraflæsning, idet det fremover vil ske trådløst.

Forbrugeren bør dog fortsat i egen interesse holde øje med sit vandforbrug, for derved at sikre at alt er OK. Der vil senere ved tilkøb blive mulighed for at få et display opsat inde i den enkelte bolig, så det bliver let at holde øje med forbruget.

Derudover vil vandværket tillige kunne se, hvis der pludselig opstår et forbrug der afviger fra det normale.

 

Lidt tal

Der er i øjeblikket tilsluttet 500 forbrugere til vores vandværk. Vi mister dog 3, idet Ringsted Kloakforsyning ikke længere ønsker at blive forsynet fra os i deres pumpestationer.

Der er i 2010 udpumpet 56.143 m³ mod 59.641 m³ i 2009, hvilket formentlig skyldes, at forbrugerne er blevet gode til at sparre på vandet, hvilket kun er godt, da vi skal passe på de dyre dråber.

HKH gav herefter en række gode råd til vandbesparrelse, f.eks.:

 

ü      Aflæs vandmåler med jævne mellemrum

ü      Vask aldrig op i rindende vand

ü      Kog kartofler og grønsager i gryde med låg

ü      Tag brusebad i stedet for karbad

ü      Luk for vandet medens du sæber dig ind

ü      Installer sparrebruser

ü      Reparer dryppende vandhaner

ü      Reparer utætte toiletcisterner

ü      Luk for vandet medens du børster tænder

ü      Vand ikke græsplænen, o.s.v.

 

Vandværket har tilladelse til indvinding af 100.000 m³ vand, hvoraf de ligger med     50.000 i Vetterslev og 50.000 i Høm. Vi er i øjeblikket i forhandlinger med Ringsted Vand for at få disse tal slået sammen og overført til Vetterslev.

 

Ringsted Vandsamarbejde

Vetterslev-Sandby og Høm vandværk er fortsat med i Ringsted Vandsamarbejder, der bl.a. har til formål at få lukket alle gamle boringer og brønde, der ikke benyttes. Og det skal understreges, at det er gratis for andelshaverne at få lukket disse gamle boringer.

 

Der er i dag, den 22. marts 2011 startet en kampagne med navnet ”Vandets dag”

Kampagnen har til formål at sætte fokus på rent drikkevand og miljørigtig håndtering af spildevand og giver en række gode råd til, hvordan vi skal forholde os og sikre at vi fortsat har rent vand.

Alle der har rejst i udlandet ved, at rent drikkevand ikke som hos os, er en selvfølge.

 

Vandforsyningsplan

Kommunens vandforsyningsplan fra 1982 er under revidering og er i øjeblikket sendt i høring.

Den reviderede plan løber frem til 2021 og beskriver de generelle forventninger kommunen har til de enkelte vandværker for at disse kan indgå i den fremtidige forsyning af kommunens borger.

 

Et af de krav der er i planen, og som vil kunne få stor betydning for vores vandværk, er kravet om et fredningsbælte omkring boringer på 10 m, som på sigt påtænkes udvidet til 25 m. Det vil betyde, at de 2 boringer vi har i Vetterslev ikke længere kan benyttes, og der skal laves nye boringer, der opfylder de stillede krav, ligesom der så måske skal bygges nyt vandværk. En ikke ubetydelig udgift for vandværket.

 

Vandafledning

Når der skylles filtre i vores vandværker, har vi gennem mange år ledt vandet ned i det gamle renseanlæg på Gl. Næstvedvej, hvor jern og okker bundfældes, hvorefter det rensede vand ledes ud i Susåen. Hvis dette ikke kan fortsætte, og vi fremover skal betale tilslutningsbidrag til kloak, vil det for de 2000 m³ vil skyller med pr. år betyde en merudgift på op mod 80.000,- kr. pr. år.  

Det og meget mere vil fremgå af de nye mål frem til år 2021.

 

Planer for 2011

Der skal indkøbes og udskiftes 250 vandmålere, primært i Høm.

 

Ændring af ledningsførslen i vandværket Vetterslev Bygade, så det sikres, at der altid kan leveres vand til alle forbrugere, hvis et uheld skulle indtræffe. Samtidig laves automatisk styring af hovedventiler, samt opsamling af data.

 

Ny udstykning, 13 i Vetterslev og 11 i Høm.

 

Afvikling af grunde i Høm.

 

Formanden afsluttede sin beretning med at præsenterer Lise Nielsen, der er ansat som ny bogholder efter Jørgen Jensen, der fortsætter i bestyrelsen som kasserer. Tak til den øvrige bestyrelse, kritisk revisor Poul Nielsen og revisor Jens Frilund og sidst men ikke mindst vandpasser Tage Sørensen.

 

Formandens beretning var herefter til drøftelse og en forbruger ville gerne vide, om de nye målere, ville virke på samme måde som de nye målere fra SEAS-NVE, hvilket formanden kunne svare bekræftende på. Vil dog først komme til at virke for forbrugerne i Høm, da disse målere står først for udskiftning.

 

En forbruger ønskede at vide, om boringen i Skovmarken ville kunne forsyne hele området, altså både Vetterslev og Høm, set i forhold til, at vi måske med den nye vandforsyningsplan kan blive tvunget til at lukke boringerne i Vetterslev by.

Også dette kunne formanden svare bekræftende på, men kun én boring ville være for usikkert set ud fra at vi kan blive ramt af uheld, forurening eller lign., hvorfor bestyrelsen finder, at vi skal sikres med mere end én boring.

 

En forbruger spurgte til spørgsmålet om en mulig afgift for vandafledning, om det blot var for at kommune kunne tjene lidt ekstra.

Som formanden udtrykte det, så kan man jo have sin mening om dette, men at kun kommunen kunne svare herpå.

 

En forbruger foreslog, at der kunne foretages en undersøgelse af, hvor stor en forurening der reelt er tale om ved den nuværende ordning, med udledning via det gamle rensningsanlæg til Susåen.

 

Herefter blev formandens beretning taget til efterretning.

 

Punkt 3. Årsrapport for perioden 01.01. 2010 til 31.12. 2010.

 

Jørgen Jensen startede med at redegøre for revisionsunderskrifterne og bad dernæst Jens Frilund om at forklare, hvordan det hang sammen.

Frilund forklarede kort, at han af private årsager havde valgt at tage det lidt mere med ro, og derfor ikke længere var registreret revisor. Han udførte fortsat arbejdet, men det var registreret revisor, Esther Larsen, Odense, der havde godkendt og underskrevet regnskabet.

 

Jørgen Jensen gennemgik herefter fremlagte årsregnskab og forklarede de forskellige tal med stigninger og fald.

 

En forbruger stillede spørgsmål til betalingen for den nye ledning til Høm som han mente havde kostet ca. 1 mill. Kr.

 

Jørgen oplyste hertil, at betalingen var delt over 2009 og 2010.

 

Årsregnskabet blev herefter godkendt uden yderligere kommentarer.

 

Pkt. 4: Budget for perioden 01.01. 2011 til 31.12. 2011.

 

Jørgen Jensen gennemgik herefter det udleverede budget med en forklaring på, hvilke årsager der lå bag de forskellige tal, herunder anslåede priser på arbejder der skal igangsættes.

 

Der var ingen spørgsmål til budgettet, der herefter blev godkendt.

 

Generalforsamlingen blev herefter kl. 2120 suspenderet for kaffepause.

 

Generalforsamlingen blev genoptaget igen kl. 2135. 

 

Pkt. 5: Takstblad

 

Det af Ringsted kommune godkendte takstblad blev fremlagt, Eneste ændring i forhold til sidste år var, at målerlejen var hævet fra 60,- kr. til l00,- kr. årligt.

Taget til efterretning.

 

Pkt. 6: Valg af medlemmer til bestyrelsen

 

På valg er:             Hans Kurt Hansen og Peter Kock,

 

der begge modtager genvalg.

 

Begge genvalgt med applaus.

 

Valg af 2 suppleanter:

 

På valg er 1. supl. Tormod Jensen og 2. supl. Elmo Hansen

 

Begge genvalgt med applaus.

 

Pkt. 7: Valg af kritisk revisor

 

På valg er Poul O. Nielsen, der blev genvalgt med applaus.

 

Pkt. 8: Bestyrelsens forslag om afvikling af grundene Hømvej og Ditlevshøj

 

Bestyrelsen har den opfattelse, at grunden på Hømvej på 311 m² søges afviklet med mindst mulig udgift for vandværket. Der havde i den anledning været foretaget nabohøring vedr. den gamle vandværksgrund på Hømvej, hvor en nabo havde vist interesse. Det havde imidlertid ikke været muligt på nuværende tidspunkt at få oplyst en ca. pris på, hvad det vil koste at mageskifte med tinglysning og hvad dertil hører. Der ligger i øjeblikket en forespørgsel ved Tinglysningskontoret i Horsens, og vi forventer at kunne komme videre med sagen, når der kommer svar på denne forespørgsel.

 

Vedr. grunden på Ditlevshøjvej, der er på 571m² vil bestyrelsen søge denne afviklet til Ringsted kommune i forbindelse med den nye udstykning i Høm, hvor grunden efter det oplyste, ligger lige midt i denne.

 

Der var herefter en kort debat med flere kreative forslag og konklusionen blev:

 

At grundene i Høm søges afviklet som foreslået af bestyrelsen, men såfremt omkostningerne hermed viser sig uforholdsmæssigt store for vandværket, så skal det godkendes på en ekstraordinær generalforsamling.

 

Pkt. 9: Eventuelt

 

Jørgen Jensen redegjorde for fremtiden frem mod år 2021, såfremt vandværket i forbindelse med den nye vandforsyningsplan vil blive tvunget til at lukke de 2 boringer i Vetterslev.

Det vil i værste fald betyde nye boringer med div. rørføring og muligvis opførelse af et nyt vandværk. En opgave, der meget let kan komme til at koste op mod 4 mill. Kr.

 

Hertil komme så de planlagte nye udstykninger i både Høm og Vetterslev.

 

Der var forståelse herfor bandt de fremmødte forbrugere, men intet er jo p.t. vedtaget, så der var enighed om, at se tiden an.

 

Dette var sidste indlæg og dirigenten Jens Frilund takkede de fremmødt for god ro og orden og afsluttede generalforsamlingen kl. 2230.

 

Formanden Hans Kurt Hansen sluttede af med at rette en tak til de fremmødte, til dirigenten, kritisk revisor, vandværkspasser og den øvrige bestyrelse.

 

 

 

Jens Frilund

dirigent.

             

                     

 

 

   

tilbage til forsiden